Loading...

Varme, kulde og saunagus

Nervesystemets hovedfunktion er registrering, overførsel og behandling af information.  Det gør, at vi via vores sanseorganer kan erkende forhold som eksempelvis høje og lave temperaturer i og udenfor vores krop. Disse sanseinformationer transporteres via nervesystemet ind til de centrale dele af nervesystemet, som udgøres af rygmarven og hjernen, og kaldes centralnervesystemet.

Varmen i saunaen og badning i koldt vand påvirker derfor vores centrale nervesystem, og skaber en kropslig oplevelse med både mikrostress og afslapning, som er sundt både fysisk og mentalt.

I vores saunagus arbejder vi med dufte, musik og fokus på åndedrættet, som stimulerer det parasympatiske nervesystem, så du bliver bedre til at bevare kontrollen og slappe af i varmen og kulden, når du bliver udfordret. 

Vekslingen mellem varmen i saunaen og det kolde vand vil for mange være en fysisk og mental udfordring. Som i mange andre forhold bliver vi bedre til at håndtere udfordringer, når vi tager imod dem, og derved udfordrer os selv lidt mere fra gang til gang. 

Med tiden vil du opleve, at du bliver bedre til at udholde og acceptere varmen i saunaen, og det kolde gys i vandet. Vekslingen mellem varme og kulde aktiverer nemlig dine blodkar i huden til at blive mere elastiske, og dermed hurtigere til at åbne og lukke. Når de reagerer hurtigt og effektivt på temperaturændringer vil det hjælpe dig med at køle ned og udholde varmen i saunaen, ligesom du vil blive bedre til at holde på varmen i det kolde vand. 

Personlig udvikling sker oftest når vi møder modstand, så træning i at acceptere varmen og kulden når det bliver svært, kan være med til at hjælpe dig med at blive bedre til at gennemføre, hvad du beslutter dig for. 

Der er mange andre positive virkninger ved varme- og kuldetræning, og helhedsoplevelsen bliver endnu bedre, når du kombinerer de to ting med saunagus. 

Vores gusmestre har alle viden og erfaring med disse ting, og vil fortælle om det under vores saunagus.